Den 23. juni var en vigtig dag for mange triatleter. Det var den fordi der var Halv Ironman på Kronborg, hvilket også var EM. Den var også rigtig vigtig for en helt ny triatlet som jeg til dagligt arbejder sammen med. 10 måneder før Kronborg skiftede han fodbolden ud med Triatlon og besluttede sig for at han ville sætte alle sejl ind på at han en dag kunne vinde VM i Ironman på Hawaii. Magnus er en super dedikeret atlet, som blot er 18 år gammel og som i den grad over de sidste 10 måneder har vist at han har både viljen og hovedet til at kunne nå meget langt.
Målet var at lave Kronborg på under 4 timer - hvilket både han og jeg vel var de eneste, der turde tro på. Vi vidste begge at målet var ekstremt ambitiøst. Vi lavede en overordnet plan og har gennem alle 10 måneder arbejdet både med den fysiske træning og med det mentale som er mindst lige så vigtigt når det drejer sig om de lidt længere triatlon distancer. Specielt for unge triatleter er det den mentale del som de har en tendens til at overse vigtigheden af.
Den fysiske træning og planlægningen heraf, er der vel ikke den store forskel på ift. andre trænere der også arbejder med dette - men der hvor vi har lagt et særligt fokus er netop på læringen af de personlige egenskaber som skaber den komplette triatlet. Her arbejder vi ud fra 7 grundlæggende psykologiske kvaliteter som vi alle har noget af, i en eller anden grad.
Vi arbejdede med:
VILJE (POWER) - som er nødvendigt på flere forskellige plan. Dels at være i stand til at presse sig selv fysisk, men også at komme igennem svære emotionelle perioder, hvor træningen ikke lige går som den skal eller vi oplever skader. Sidst den mentale udholdenhed, der handler om evnen til at fungere i en hverdag hvor rigtig meget går op i planlægning af træning, søvn, kost og ikke mindst tid ift. andre ting i sit liv som også skal kunne fungere.
FØLELSE (HJERTE) - som er evnen til at mærke efter i kroppen, være sensitiv og kunne agere på baggrund af intuition. Denne er nødvendig for at undgå uheld og skader og for at kunne disponere godt på en specifik race distance.
TANKE (INTELLIGENS) - som er vigtig for at kunne være strategisk og taktisk før og under et race og bevarer overblikket selv i pressede situationer. Samtidig er det er også evnen til at kunne netværke og skabe de rette kontakter til at hjælpe sig.
FANTASI (KREATIVITET) - som er vigtig for at kunne være kreativ og finde løsninger ift. sin træning og planlægning (også de løsninger, som er udenfor boksen). Samtidig er det legen og humoren som er en vigtig del for at kunne klare sig igennem mange års hård træning.
LOGIK (VIDEN) - Som er evnen til at være grundig, nørdet, detaljeret og analyserende. Det er denne evne der er vigtig i planlægningen af dit race ift. at vide præcis hvad du gør hvornår og hvordan. Den fuldstændige detaljerede analysering af ruter, skiftezoner, cykel, udstyr osv.
PASSION (TRO) - som er evnen til at hente energi i den sag som driver det hele - nemlig troen på noget. I dette tilfælde troen på at det kan lade sig gøre at kvalificere sig til Hawaii.
HANDLING (RESULTAT) - og sidst men ikke mindst organisering, facilitering og planlægning. Evnen til at kunne få alle enderne til at nå sammen. Til at organisere sig og til selv at fører taktstokken fremfor at overlade denne del til sin træner.
Vi har naturligvis ikke arbejdet med alle disse evner på en gang. Langsomt i takt med de oplevelser som Magnus havde, har vi talt om dem ud fra ovenstående principper. Jeg har hjulpet ham med forståelsen af hvad der er sket i ham, men også med at udvikle egenskaberne gennem små øvelser og udfordringer i det daglige.
Som forberedelse tilmeldte vi ham til Islev Duatlon, Tri på Tyren, Karrebæksminde Tri og endelig Kronborg som var det store mål, samt Ironman København, som mest af alt skulle tjene som en læring på de helt lange distancer.
Islev Duatlon var præget af at der havde været sygdom i ugen op til - men det blev et ok resultat. Vi kunne konstatere at vi var på rette vej og faktisk lavede et hæderligt resultat på trods af sygdom.
Tri på Tyren var det første triatlon og her forberedte han sig rigtig grundigt (LOGIK), men eftersom det var en del af træningen, var fokus 100% på at få sat alt det vi havde trænet sammen (TANKE & HANDLING).
Resultatet var sekundært fordi det var første gang at Magnus skulle, kører race og fordi han aldrig før havde svømmet openwater tidligere.
750 meter svømning - 12:31
23,2 km cykling - 34:13
5 km løb - 18:52
Samlet tid 1:08:41
(samlet 2. plads i åben klasse)
Karrebæksminde triatlon var næste test og også her var fokus på at få alle de ting vi havde trænet til at fungere. Endnu en gang var resultatet sekundært fordi det først var på Kronborg at det store slag skulle stå. Endnu en gang var vi løbet ind i sygdom op til konkurrencen, hvilket betød at forberedelsen i ugen ikke havde været optimal. Men det blev et super godt resultat ift. hvor vi var i vores træning.
950 meter svømning 18:36
50 km cykling 1:12:46
10,5 km løb 39:01
Samlet tid 2:15:55
(samlet 10. plads og 3. plads i egen klasse)
Nu var forberedelserne så endelig ved at være forbi og vi gjorde klar til race på Kronborg.
Nu skulle alle egenskaberne i spil og alt den hårde træning skulle give resultater. Magnus forberedte sig grundigere end nogensinde. Lavede svedtest så han vidste, hvor meget væske der skulle indtages afhængigt af temperatur, han udregnede hvor mange gram kulhydrat han skulle indtage undervejs, sikrede at alt udstyr var helt i orden, testede alt udstyr, gik ruterne igennem og skrev ned hvor der var ting, han skulle være opmærksom på osv. Alt sammen var super detaljeret planlægt ned til mindste detalje (LOGIK & TANKE). Vi lagde sammen en god plan, hvor fokus stadig var på alle de personlige egenskaber, men fordi det netop var dette race som vi hele tiden havde haft sigtet rettet mod, var der ekstra fokus på resultatet (HANDLING). Vi havde en helt klar ide om at svømningen skulle være under 25 min, cykling skulle helst være omkring 40 km/t i snit og løbet ville vi ligge ud på pace 3:45 min/km.
Dagen kom og alt var klar. Svømmestarten gik og alt var godt, men allerede efter 200 meters svømning får Magnus sparket svømmebrillerne af. Det kostede en del tid men vi var stadig med i racet. Svømmetiden blev dog 29:57 - en ok tid.
Magnus drøner lidt irriteret op i T1, som også går ok. Det er et ret langt T1 skift i Kronborg - men 4:26 min på T1 var ok. Herefter op på cyklen, men i det Magnus hopper på cyklen, kommer han til at slå et lille sving og rammer en lille kegle, som flyver ud til siden. Afsted på cyklen - men det er som om han ikke rigtig kan få gang i cyklen og han kigger lidt ned på cyklen, men kan ikke se noget galt. Han prøver at lægge sig i bøjlen og træde igennem og kæmper med at få cyklen op i fart. Efter 10 km står han af cyklen og opdager desværre at keglen har ramt bag-bremsen, så den sidder og laver modstand mod baghjulet. Han får hevet den fri, men kan nu ikke benytte bag-bremsen mere på turen. De næste 55 km går fantastisk og Magnus kører sin gennemsnitsfart for hele turen op på 42 km/t. Men efter 55 km kommer der et skarpt sving og han kommer til at bruge bag-bremsen - han må igen af cyklen og rette på bremsen. Han kører sig igen nogenlunde op efter stoppet og ender med at kører en gennemsnitsfart på 39,32 km/t. Helt godkendt - men alt det ekstra krudt, der var brugt på at cykle sig op efter disse uheld, kan senere blive et problem på løbet.
Hurtigt ind i T2 som klares på 2:01 min. Så mangler kun løbet og Magnus ligger som aftalt ud i pace 3:45 min/km. Vi ved begge at konditionen er fin - og gennemsnitspulsen efter de første par kilometer er da også kun på omkring 155. Men nu kommer ”bøden” for det hårde cykelpas - for efter omkring 4-5 km kommer krampen, som kun bliver værre og værre gennem løbet. Magnus ender på pace 4:30 min/km og slutter af i en samlet tid på 4:28:53. En flot tid for en debutant på halvironman distancen som for et år siden ikke havde prøvet at lave triatlon - men for os et lidt svært resultat at sluge på grund af måden det skete på. Formen var der - men der skete jo bare det uforudsete som ikke må ske. Og netop dette er måske indbegrebet af Triatlon, nemlig at erkende at den fysiske form blot er en del af det at kunne præstere på halvironman og hel Ironman.
Set i bakspejlets klare lys var der dog en fantastisk læring for Magnus i dette løb:
Det som kan synes at se ud som uheld har dog sin årsag, og i den forbindelse var fokus alt for meget på resultatet og den planlægning vi lavede op til løbet. Denne planlægning er vigtig, men på dagen havde vi alt for lidt fokus på modsætningen til denne egenskab - nemlig intuition og indføling (FØLELSE).
Det at være til stede, opmærksom og følende i forhold til omgivelserne. Det er netop dette som er en af de stærke egenskaber ved typologi-værktøjet. For gennem mental arbejde ud fra denne model har du muligheden for at gennemskue disse situationer og specifikt træne forskellige egenskaber, samt vide hvornår du har behov for dem.
Med denne læring bag os er forberedelserne i fuld gang til Ironman København - som skal tjene som endnu en læring på den lange vej mod Hawaii. Forberedelserne denne gang er de samme - men dagen bliver en ganske anden. Den grundige forberedelse stopper nemlig og bliver på dagen afløst af evnen til at være til stede, bruge sin intuition og fornemmelse - som netop sammen med den grundige planlægning er den vigtigste egenskab når der skal disponeres og løses problemer undervejs på racet.
I Sapience.dk arbejder vi dagligt med atleter, trænere og klubber for at fremme forståelsen af ovenstående og dermed sikre optimale præstationer for det enkelte individ. Er du triatlet og vil du gerne arbejde med mentaltræning ud fra samme grundmodel kan du kontakte Jesper Bundgaard på Sapience.dk. Ønsker i som klub at afholde et foredrag om emnet kan i ligeledes kontakte mig.
Comentarios