top of page

Er du stræber?

  • Jesper Bundgaard
  • 2. apr.
  • 3 min læsning

Ja hvad tænker du egentlig som det første når du hører ordet stræber? Og vil du helst have at andre ser dig som stræber eller ser du det som noget negativt?

 

For langt de fleste er netop det at være stræber forbundet med noget de ikke har lyst til. Måske er der noget historik fra skolen om, at man ikke har lyst til at sætte sig på første række, eller være den der har brugt længst tid på lektierne, eller at man er den der ivrigt rækker hånden i vejret for at svarer på alle spørgsmål. Men hvis du tænker lidt mere over det – er det så ikke positivt at gøre sit ypperste for at være stræber, og at yde sit bedste for at nå det man drømmer om med sin sport? Måske tænker du, at du gerne vil stræbe efter det bedste, men ordet stræber er blevet forbundet med noget negativt om at gøre ”for meget”, at please træneren for meget – men kan man egentlig gøre for meget?


En ting er helt sikkert – hvis du vil have den største chance for at lykkes som spiller eller træner, så skal du sørge for at skabe eller være en del af et miljø, hvor det er cool at gøre sit yderste – et stræbermiljø. Nikolaj Jacobsen har flere gange talt om at det er et stræbermiljø, som han har arbejdet for at skabe på det danske herrehåndboldlandshold. Et miljø, hvor dem i toppen af hierarkiet er ”stræbere”. De går forrest, træner ekstra og gør sig umage, og det er naturligvis med til, at det bliver cool at gøre det rigtige og være flittig. I sådan et miljø er det cool at træne ekstra, cool at spise ordentligt, cool at tage sig godt af nye spillere på holdet osv.

 

For træneren og klubben er det derfor også vigtigt at man særlig tænker over om der er nogle historiske uhensigtsmæssige vaner i klubben eller på holdet ift. at skabe en sådan kultur. Et eksempel kunne f.eks. være fodboldholdet, hvor der gives ”bøder” for at blive udpeget til at være ugens ”trænerens søn”. Eller hvor man griner af spilleren der ”nørder” med at forstå taktikken og derfor spørger træneren om en ekstra gennemgang.

 

Så overvej en gang om du, som træner skaber dette miljø og om du, hvis du er spiller, er en del af sådan et miljø, enten som kulturskaber eller kulturbærer. At være en del af sådan et miljø, giver dig nemlig den optimale mulighed for at lykkes. En anden side effekt af et stræbermiljø er også, at det er mindre udbredt at man prøver at slippe nemt igennem træningen, kampen eller optimeringen af ting omkring sporten. For når en spiller tænker, at han eller hun lige kan springe over en øvelse når træneren ikke kigger, eller snyde med maden eller alkohol når ingen kan finde ud af det – så er det jo ikke at stræbe efter at blive bedst muligt. Det er dig selv du snyder!

 

Hvis kulturen i en elitesportsklub eller et elitesportshold bærer præg af at det ikke er populært at være stræber eller at man kan snyde når ingen ser det – så er det netop et tegn på et usundt miljø som træneren må arbejde med, men også et miljø som du som spiller kan være med til at præge i en mere hensigtsmæssig retning – for klubbens skyld, for holdets skyld men mest af alt for din egen skyld, fordi det øger din chance for at få udfoldet hele dit potentiale.

 

Så uanset om du er spiller eller træner – så sørg for at optimere dine chancer for at lykkes med at nå så langt som muligt ved at du undgår at snyde, ikke kun gør det optimale når andre kigger og fremfor alt at du bidrager til et stræbermiljø, hvor det er cool at gøre sit ypperste og vise den vej som træneren eller klubben har valgt at gå. Bidrag ved at have modet til at gå forrest og vælge at stræbe, at turde vælge den stræbsomme vej selvom nogen på holdet måske lavet lidt grin med det.

 
 
 
bottom of page